A sense of urgency tror jeg dog mangler hos de fleste, mig selv inklusivt.

Det er jo desværre bare menneskelig psykologi. Alle psykologiske alarmklokker (adrenalin, stress, vrede, høj puls, osv.) burde ringe, for klimakrisen er en eksistentiel trussel - men vi er ikke udviklet til at kunne forholde os til trusler med sådan en lang tidshorisont. Hvis du spørger hjernen er det tigeren der spiser dig om 5 sekunder der er farlig. Den smeltende is på Grønland er derimod harmløs.

Men ja, vi burde absolut gøre mere, og mere hurtigere. Jeg tror dog ikke Nødbremsens fremgangsmåde er det der hjælper, for det lader til at lave mere splittelse end det skaber en samlet front for klimaet på tværs af politiske grænser.