Er der nogen af jer der virkelig har mødt en person der oprigtigt sidestiller det at spise spaghetti kødsovs med at gå i kirke? Jeg kan godt anerkende at der er nogen der vil få svært ved at give afkald på det, men jeg føler at der er en teoretisk hensyntagen til personer vis identitet og selvforståelse nærmest ville gå i opløsning hvis de ikke fik lov til at spise hakket oksekød hvert uge.
Jeg siger ikke at det ikke vil være svært for nogen. Men hvis vi skal være realistiske om at gøre noget som helst meningsfuldt for klimaet, så skal vi også være klar til at ofre ting som vi sætter pris på, og det skal vi alle sammen, inklusiv mig selv. Kulturen er en del af problemet, fordi den medfører et overforbrug, og derfor er den ikke hellig. Eksempel: Jeg drikker selv rigtig meget kaffe, det er en del af min daglige rutine på arbejdet, og også noget der ofte danner rammen om korte besøg fra familien. Det er derfor også en del af min kultur. Men hvis det kom frem i morgen at co2-aftrykket fra kaffe alene udgjorde 50% af danskernes co2-udledning fra mad, så ville jeg også føle et personligt ansvar for SELV at finde på alternativer. Jeg ville da sætte pris på, at staten kom med forslag til at ændre mine vaner, og den slags kampagner er jeg heller ikke imod, så jeg siger ikke at man bare skal tage kødet fra folk uden at hjælpe dem. Men i sidste ende er jeg del af en kultur som er uforenelig med målet om at redde klimaet, og derfor er det mit ansvar at lave om på mine vaner.
I sidste ende er det bare nødvendigt at vi stopper med vores mest klimaskadelige adfærd for rent faktisk at nå i mål, for vi er kronisk bagud, og samlet set ser jeg det her tiltag som ret lavthængende frugt i forhold til meget andet. For hvis ikke vi satte prisen på okse op med 400%, hvad foreslår I så ellers at man kan gøre som har samme effekt og som ikke rammer danskerne lige så hårdt eller hårdere?